19.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 271/81

1.1

EØSU er enigt med Kommissionen i behovet for en lovramme, som sikrer et højt forbrugerbeskyttelsesniveau og stiller krav om, at forbrugerprodukter skal være sikre.

1.2

EØSU mener, at en forordning er det mest hensigtsmæssige juridiske instrument til at konsolidere de gældende retsakter og bringe dem i overensstemmelse med den nye lovramme for markedsføring af produkter. Med forordningen vil der blive indført samme sikkerhedsniveau i alle EU-lande med fælles kriterier.

1.3

Eftersom en forordning er det eneste instrument, der kan sikre en ensartet vedtagelse af foranstaltninger og samme risikoniveau i alle EU-lande, bør dette forslag udtrykkes således, at det kan fortolkes på samme måde i alle EU-lande.

1.4

EØSU mener, at Kommissionen i lyset af standardiseringens betydning for produktsikkerheden bør øge støtten til forbrugernes deltagelse i Den Europæiske Standardiseringsorganisation (CEN) og andre tilsvarende organer.

1.5

Af hensyn til fuldførelsen af det indre marked mener EØSU, at der er tale om en vital beskyttelsesforanstaltning for forbrugerne, idet forslaget mindsker risikoen for kvæstelser og dødsfald og samtidig genopretter tilliden. Der bør desuden lægges stor vægt på behovet for gennemsigtighed og rimelighed i forbindelse med handelstransaktioner, således at dem, der forsøger at producere og sælge farlige produkter, ikke længere skal have en urimelig fordel i forhold til de konkurrenter, som er parat til at påtage sig de omkostninger, der er forbundet med at indbygge sikkerhed i deres produkter.

2.1

Beskyttelsen af forbrugernes sikkerhed indebærer, at de leverede produkter eller tjenesteydelser under almindelige eller rimeligt forudsigelige anvendelsesbetingelser ikke udgør nogen risiko for forbrugernes sikkerhed, og at de, hvis de udgør en risiko, hurtigt og på en nem måde kan tilbagekaldes fra markedet. Ovenstående har været vigtige principper for EU's politik vedrørende forbrugerbeskyttelse siden det første program fra 1975 (1). Efter Rådets resolution af 23. juni 1986 (2) om beskyttelse og fremme af forbrugernes interesser blev der sat gang i »en ny metode« i forbindelse med teknisk harmonisering og standarder (3).

2.2

Det første direktiv om produktsikkerhed i almindelighed blev vedtaget i 1992 (4) og blev erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF af 3. december 2001 (5), der trådte i kraft den 15. januar 2002, og som skulle gennemføres i medlemsstaternes nationale lovgivning med virkning fra den 15. januar 2004. EØSU støttede i sin tid (6) Kommissionens forslag, men havde dog en række forbehold over for visse aspekter heraf.

2.3

Med etableringen af systemet for hurtig udveksling af oplysninger om nonfoodprodukter (Rapex) fik man fastlagt, hvordan oplysninger udveksles mellem Kommissionen og medlemsstaternes myndigheder om foranstaltninger, der træffes af medlemsstaternes myndigheder og de erhvervsdrivende, i forhold til produkter, der udgør en alvorlig fare for forbrugernes sundhed og sikkerhed, med henblik på at afhjælpe nødsituationer. I 2004 vedtog Kommissionen (7) en særlig vejledning, hvis formål var at sikre, at Rapex fungerer korrekt.

2.4

Alle 27 medlemsstater har gennemført direktivet i de nationale lovgivninger, men gennemførelsesmetoden har ikke været den samme i alle lande, og der hersker uoverensstemmelser mellem visse gennemførelsesretsakter, herunder:

3.1

Dette forordningsforslag er en del af »produktsikkerheds- og markedsovervågningspakken«, som også omfatter et forslag til én samlet forordning om markedsovervågning og en flerårig handlingsplan for markedsovervågning, som dækker perioden 2013-2015.

3.2

Forslaget sigter mod at tydeliggøre regelsættet for forbrugerproduktsikkerhed og markedsføring af produkter, som er vedtaget i de senere år, for så vidt angår nonfoodprodukter, bortset fra bestemte produkter såsom antikviteter. Der stilles krav om, at forbrugerprodukter skal være »sikre«, og de erhvervsdrivende pålægges visse forpligtelser, og forslaget indeholder også bestemmelser om udvikling af standarder til støtte for det almindelige sikkerhedskrav. Forslaget er baseret på artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), som er det juridiske grundlag for det indre markeds oprettelse og funktion, der ligger til grund for udøvelsen af den delte kompetence mellem Unionen og medlemsstaterne.

3.3

Kommissionen har valgt en anden type lovgivningsinstrument og fremlagt et forslag til forordning i stedet for et direktiv med det sigte at sikre samme sikkerhedsniveau i alle EU-lande og harmonisere lovgivningen på dette område samt opstille en række fælles kriterier herfor uden at berøre den sektorspecifikke lovgivning. Forordningen fastsætter klare og detaljerede regler, som vil finde anvendelse på samme måde og på samme tid i hele Unionen.

3.4

Kommissionen agter at opretholde et højt niveau for beskyttelse af forbrugernes sundhed og sikkerhed, samtidig med at sikkerhedssystemets funktion og dets kontaktflade med anden EU-lovgivning strømlines og forenkles.

3.5

Denne forordning ophæver direktiv 87/357/EF og direktiv 2011/95/EF, hvis indhold gengives i de to forslag til forordning, som er under udarbejdelse. På denne måde er bestemmelserne om markedsovervågning og Rapex, som i øjeblikket er indeholdt i direktivet om generel produktsikkerhed, blevet overført til forslaget til en ny, samlet markedsovervågningsforordning, som samler alle markedsovervågningsbestemmelserne i én enkelt retsakt, og hvor Rapex vil være det fælles varslingssystem for produkter, der udgør en risiko.

3.6

Med forslaget fastlægges desuden basale forpligtelser, som de berørte erhvervsdrivende (fabrikanter, importører og distributører), der indgår i forsyningskæden for forbrugerprodukter, skal overholde, i det omfang de ikke er omfattet af tilsvarende krav i henhold til sektorspecifik EU-harmoniseringslovgivning. Deres funktion begrænses imidlertid til områder, som ikke er reguleret eller kun delvist reguleret i den sektorspecifikke lovgivning.

3.7

Forslaget tager udgangspunkt i det almindelige princip om, at alle nonfoodforbrugerprodukter skal være sikre, når de bringes i omsætning eller gøres tilgængelige på EU-markedet. Dermed gælder de mere detaljerede forpligtelser for erhvervsdrivende kun for aktører, der ikke er underlagt tilsvarende forpligtelser i harmoniseringslovgivning om bestemte produktsektorer.

3.8

Forslaget er blevet forenklet takket være indførelsen af en klar forbindelse til den sektorspecifikke lovgivning og en forenkling af reglerne. Forbrugerprodukter, der er i overensstemmelse med sektorspecifik EU-harmoniseringslovgivning, som skal sikre menneskers sikkerhed og sundhed, skal også i henhold til den foreslåede forordning formodes at være sikre.

3.9

Afsnittet med definitioner er blevet ajourført og bragt i overensstemmelse med den nye lovramme for markedsføring af produkter. Proceduren for identificering af eksisterende europæiske standarder eller anmodning om udarbejdelse af nye europæiske standarder, der ville gøre det muligt at formode, at et produkt er sikkert, er desuden blevet forenklet væsentligt og tilpasset til den nye overordnede ramme for standardisering.

3.10

Kravene til de erhvervsdrivende vedrører blandt andet aspekter af mærkning, produktidentifikation, korrigerende foranstaltninger, der skal træffes i forhold til usikre produkter, og underretning af de kompetente myndigheder.

3.10.1

De erhvervsdrivende skal i henhold til forslaget kunne identificere henholdsvis de erhvervsdrivende, som har leveret produktet til dem, og dem, som de har leveret produktet til. Kommissionen har beføjelse til at vedtage foranstaltninger, der pålægger de erhvervsdrivende at indføre et elektronisk sporbarhedssystem eller at tilslutte sig et tilsvarende system.

4.4.1

Hvad angår forslagets definitioner, mener EØSU, at nogle af disse bør revideres, da de kan forventes at skabe problemer i forbindelse med den kommende gennemførelse af forordningen enten på grund af den anvendte terminologi, den efterfølgende oversættelse eller på grund af forskelle i medlemsstaternes retstraditioner.

4.4.2

Definitionen af »sikkert produkt« er passende og dækker de forskellige aspekter, der gør det muligt at vurdere sikkerheden under anvendelsesbetingelser, som forbrugeren bør kende, herunder varighed, art og sammensætning. Foran termen »produkt« bør imidlertid tilføjes ordet »fremstillet«.

4.4.3

Begreberne »almindelige« eller »rimeligt forudsigelige« kan ligeledes føre til forvirring, da indførelsen af et rimelighedskriterium kan tolkes således, at alle produkter kan medtages, selv om de ikke er sikre, når blot de anvendes under passende betingelser.

4.4.4

Termen »almindelig« kunne evt. erstattes med »sædvanlig«. En anden mulighed kunne være at overføre denne tvetydige beskrivelse til den forbruger, som produktet er tiltænkt. I dette øjemed anbefaler vi at erstatte det pågældende udtryk med »usikkert produkt«, da det dermed bringes i overensstemmelse med det, der bruges i direktivet om civilretligt ansvar for defekte produkter (8) – i forhold til hvilket det ville være tilrådeligt at standardisere medlemsstaternes juridiske rammer, selvom produktbegrebet på dette område er bredere.

4.4.5

Hvad angår begrebet »bemyndiget repræsentant« kan henvisningen til fuldmagt forventes at skabe problemer i lande, som kræver, at en tidligere bemyndiget har modtaget en skriftlig fuldmagt, hvorfor det ville være hensigtsmæssigt at erstatte skriftlig fuldmagt med »skriftlig tilladelse«. Denne ændring ville dels give medlemsstaterne mulighed for at vælge den kontraktform, som stemmer bedst overens med deres egen lovgivning, dels forhindre eventuelle kontraktmæssige problemer i fremtiden.

4.4.6

Hvad angår »alvorlig risiko« ville det være tilrådeligt at udvide den til enhver »udsættelse for risiko, nødsituation eller fare«, hvilket ville være lettere for forbrugerne at forstå. Med andre ord bør begrebet »alvorlig risiko« kædes sammen med hurtig indgriben og vedtagelse af foranstaltninger, så snart en sådan risiko identificeres.

5.8.1

Forslaget til forordning fastsætter regler om den dokumentation, fabrikanterne skal udarbejde, og de foranstaltninger, de skal træffe for at garantere forbrugernes sikkerhed. EØSU finder disse regler vigtige.

5.8.2

De specifikke forpligtelser indebærer bl.a., at fabrikanten foretager stikprøvekontrol af produkter, der gøres tilgængelige på markedet, undersøger klager, fører register over klager og produkter, der ikke opfylder kravene, og over produkttilbagekaldelser, samt holder distributørerne orienteret om denne overvågning.

5.8.3

Forslaget konkretiserer imidlertid ikke gennemførelsen heraf. Det bør derfor overvejes, om reguleringen heraf skal overlades til hver enkelt medlemsstat (f.eks. oprettelse af et særligt register), eller om det er mere hensigtsmæssigt at harmonisere dette område og indføre et varslingssystem, der gør det muligt at underrette markederne i tilstrækkelig god tid, så de kan træffe effektive foranstaltninger og undgå at forårsage skade.

5.9.1

Forpligtelsen til at underrette forbrugerne bør udelukkende vedrøre oplysninger om produktets anvendelse eller art og bør ikke udvides til at omfatte fabrikantens tekniske dokumentation, som kan indeholde forretningshemmeligheder eller andre fortrolige oplysninger. Denne dokumentation skal dog stilles til rådighed for myndighederne, men der skal fastlægges klare og fælles regler herfor, da disse ikke fremgår af forslaget.

5.9.2

Forslaget antyder, at fabrikanten kan gøres ansvarlig for skader, som kan opstå, hvis produktet ikke er sikkert. Det ville være mere passende at beslutte, at dokumentationen er gyldig i en periode på ti år. For at præcisere artikel 8, stk. 6, for så vidt angår den gældende forpligtelse bør sætningen »fabrikanten sikrer« erstattes med »fabrikanten er ansvarlig for«. Det samme bør med de nødvendige ændringer gælde importøren og dennes ansvar, såvel som pligten til at opbevare den tekniske dokumentation i en periode på ti år, ligesom de øvrige erhvervsdrivende skal.

5.9.3

For at være sikker på, at forbrugerne uhindret kan udøve deres ret til oplysninger om et bestemt produkt, bør det sikres, at muligheden i artikel 8, stk. 7, – som kræver, at fabrikanten anfører en enkelt kontaktadresse – ikke medfører en byrde for forbrugeren, for at undgå at give det indtryk, at man implicit bliver straffet for at gøre brug heraf.