15.2.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 43/64


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 64/432/EØF for så vidt angår edb-databaser, som udgør en del af overvågningsnetværket i medlemsstaterne

KOM(2011) 524 endelig — 2011/0228 (COD)

og Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1760/2000 for så vidt angår elektronisk identifikation af kvæg og om at lade bestemmelserne om den frivillige mærkningsordning for oksekød udgå

KOM(2011) 525 endelig — 2011/0229 (COD)

2012/C 43/14

Ordfører: Henri BRICHART

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 14. september 2011 og den 20. september 2011 og Europa-Parlamentet den 13. september 2011 under henvisning til artikel 43 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 64/432/EØF for så vidt angår edb-databaser, som udgør en del af overvågningsnetværket i medlemsstaterne

KOM(2011) 524 endelig — 2011/0228 (COD)

og

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1760/2000 for så vidt angår elektronisk identifikation af kvæg og om at lade bestemmelserne om den frivillige mærkningsordning for oksekød udgå

KOM(2011) 525 endelig — 2011/0229 (COD)

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som vedtog sin udtalelse den 21. november 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 476. plenarforsamling den 7.-8. december 2011, mødet den 7. december 2011, følgende udtalelse med 180 stemmer for, 3 imod og 9 hverken for eller imod.

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1

EØSU tager til efterretning, at der er gjort et stort arbejde i kvægsektoren for at genoprette forbrugertilliden efter BSE-krisen (bovin spongiform encephalopati).

1.2

Den indførte ordning for identifikation og registrering af kvæg gør det muligt at sikre gennemsigtighed og sporbarhed med høj præcision og reaktivitet.

1.3

Denne evne til at lokalisere og identificere dyr udgør desuden en vigtig hjælp i bekæmpelsen af smitsomme sygdomme.

1.4

Imidlertid medfører indførelsen af de forskellige anvendte teknikker en økonomisk byrde for produktionskæderne.

1.5

De teknologiske fremskridt siden 1997 kan tilføre aktørerne en vigtig støtte på dette område, især i forbindelse med elektronisk identifikation.

1.6

Man opdager dog, at de direkte omkostninger og fordele ved disse teknikker ikke er ensartet fordelt over hele fødevareproduktionskæden. Omkostningerne bæres mest af landbrugerne, hvorimod aktører senere i kæden høster en stor del af de økonomiske fordele.

1.7

Derfor mener EØSU, at det er bedst ikke at gøre den elektroniske kvægidentifikationsordning obligatorisk på europæisk plan, for det er lidet sandsynligt, at markedet kompenserer for de høje omkostninger ved denne teknik. Derudover giver den ikke forbrugeren nogen reel yderligere fordel.

1.8

Imidlertid bør man, for så vidt som aktørerne i fødevareproduktionskæden accepterer at anvende denne teknik, forudse muligheden for, at denne medlemsstat kan gøre ordningen obligatorisk på sit område.

1.9

EØSU mener ligeledes, at man bør overlade det til landbrugerne frivilligt at benytte muligheden for elektronisk identifikation.

1.10

For at undgå enhver form for konkurrenceforvridning, der vil kunne true det fælles marked, bør det land, der har gjort identifikationen obligatorisk, selv afholde omkostningerne til den elektroniske mærkning af dyr, der er ført ind på dets territorium.

1.11

EØSU mener desuden, at de elektroniske mærker af hensyn til harmoniseringen af fremgangsmåderne skal indføre de samme teknologier. Derfor er det yderst vigtigt, at disse er harmoniserede med henvisning til internationale standarder.

1.12

EØSU godkender således det overordnede sigte med Kommissionens forslag, dog på betingelse af, at der gives særlig opmærksomhed til det fælles markeds uhindrede funktion og til effekten på de forskellige afsnit af produktionskæden.

1.13

Angående den frivillige mærkning af oksekød går EØSU ikke imod ophævelsen af fællesskabsbestemmelserne, for så vidt som aktørerne på mærkningen kan anføre de yderligere oplysninger, de finder vigtige.

2.   Baggrund

2.1

Ifølge Rådets forordning (EF) nr. 1760/2000 skal hver medlemsstat indføre et system for identifikation og registrering af kvæg med henblik på individuel identifikation af dyr ved hjælp af øremærkning, et bedriftsregister, et kvægpas for hvert dyr med oplysninger om alle flytninger og rapportering af alle flytninger til en elektronisk database, der hurtigt kan spore dyr og identificere kohorter i tilfælde af sygdom. Den ordning har gjort det muligt at genskabe forbrugertilliden til oksekød og oksekødsprodukter ved hjælp af gennemsigtighed og fuld sporing af kvæg og oksekødsprodukter samt lokalisering og sporing af dyr til veterinærformål, hvilket har afgørende betydning for kontrollen med smitsomme sygdomme.

2.2

Forordningen blev angivet som »oplysningsforpligtelser af særlig betydning med hensyn til de byrder, der pålægges virksomhederne« i meddelelsen fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet vedrørende et »Handlingsprogram for reduktion af administrative byrder i EU«. Ifølge handlingsplanen for den nye dyresundhedsstrategi for Den Europæiske Union skal Kommissionen forenkle oplysningsforpligtelserne som led i indførelsen af elektronisk identifikation af kvæg.

2.3

Da de nuværende regler for kvægidentifikation blev vedtaget i 1997, var EID endnu ikke tilstrækkeligt udviklet ud fra et teknisk synspunkt, således at systemet kunne anvendes i forbindelse med kvæg. Elektronisk identifikation baseret på radiofrekvensidentifikation er blevet udviklet betydeligt i de seneste 10 år og har muliggjort en hurtigere og mere præcis aflæsning af individuelle dyrekoder direkte i databehandlingssystemerne. Brugen af elektroniske identifikatorer kunne bidrage til at reducere den administrative byrde og papirarbejdet, eksempelvis når bedriftsregisteret føres i elektronisk form (hvilket er tilfældet på et stadigt stigende antal gårde). Derudover åbner et hurtigere og mere pålideligt system mulighed for en hurtigere og mere nøjagtig aflæsning end ved klassiske øremærker, hvilket forenkler proceduren for rapportering af flytninger af dyr til den centrale database. Herved opnås der en bedre og hurtigere sporing af inficerede dyr og/eller inficerede fødevarer.

2.4

Den elektroniske identifikation er allerede indført i EU for flere dyrearter. Flere EU-medlemsstater er begyndt at bruge elektronisk identifikation af kvæg på frivillig basis. Da der ikke er fastlagt nogen harmoniserede tekniske EU-standarder, kan der anvendes forskellige typer af elektroniske identifikatorer med forskellig radiofrekvensidentifikation på forskellige steder, og det fører til risiko for, at der opstår en proces med manglende harmonisering, som skader den elektroniske udveksling af oplysninger, og dermed vil fordelene ved EID-systemer gå tabt.

2.5

Konsekvensanalysen konkluderede, at indførelsen af elektronisk kvægidentifikation på frivillig basis som et værktøj til officiel identifikation ville give de erhvervsdrivende mulighed for at blive fortrolige med EID-systemet. Derudover kan den obligatoriske brug af elektronisk identifikation føre til risiko for negative økonomiske konsekvenser for visse erhvervsdrivende.

2.6

Forordning (EF) nr. 1760/2000 forudser ligeledes en frivillig ordning til mærkning af oksekød, og her har Kommissionen fundet lakuner knyttet til uforholdsmæssigt store administrative byrder, omkostninger og uensartet gennemførelse i alle medlemsstater.

3.   Kommissionens forslag

3.1

I Kommissionens forslag (KOM(2011) 525 endelig) tages der højde for resultaterne af de høringer, der fandt sted med interesserede parter, og resultatet af konsekvensanalysen. Kommissionen foreslår at indføre elektronisk identifikation af kvæg på et frivilligt grundlag. I den frivillige ordning:

kan kreaturerne identificeres ved to konventionelle øremærker (nuværende system) eller ved hjælp af et konventionelt, synligt øremærke og en elektronisk identifikator, som er officielt godkendt i hele EU.

Det foreslås også, at medlemsstaterne kan vælge en obligatorisk ordning på deres eget område.

3.2

Forslaget ophæver ligeledes indberetningskravene i forbindelse med anvendelsen af supplerende indikationer inden for den frivillige mærkningsordning på grund af de alt for høje omkostninger og tunge administrative byrder.

3.3

Desuden er der behov for at tilpasse forordning (EF) nr. 1760/2000 til bestemmelserne i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

3.4

Den foreslåede ordning for elektronisk identifikation af kvæg kræver således en ændring af Rådets direktiv 64/432/EØF for så vidt angår edb-databaser, som udgør en del af overvågningsnetværket i medlemsstaterne. Elementerne i de edb-databaser, der er fastsat i direktiv 64/432/EØF, har hidtil ikke omfattet nogen henvisning til elektronisk identifikation. På dette grundlag fremsættes de to forslag KOM(2011) 524 og KOM(2011) 525 under samme lovgivningspakke.

Bruxelles, den 7. december 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


OSZAR »