(1)

Formålet med ændringerne af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU (3) i forbindelse med tilsynsbeføjelser, sanktioner, tredjelandsfilialer og miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige risici (ESG-risici) er at fremme harmonisering af banktilsynsrammen og i sidste ende uddybe det indre marked for banktjenester. De kompetente myndigheder bør bestræbe sig på at sikre, at tilsynsrammen anvendes på institutter som defineret i nævnte direktiv på en forholdsmæssig måde, og de bør navnlig sigte mod at nedbringe overholdelses- og indberetningsomkostningerne for små og ikkekomplekse institutter i det omfang, det er muligt, under behørig hensyntagen til anbefalingerne i rapporten med titlen »Study of the cost of compliance with supervisory reporting requirements«, som er offentliggjort af Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, EBA), der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 (4) i 2021, og som sigter mod en gennemsnitlig nedbringelse af indberetningsomkostningerne på 10-20 %.

(2)

De kompetente myndigheder, deres medarbejdere og medlemmerne af deres ledelsesorganer bør være uafhængige af og frie for politisk og økonomisk indflydelse. Risikoen for interessekonflikter underminerer Unionens finansielle systems integritet og modvirker opfyldelsen af målet om en integreret bank- og kapitalmarkedsunion. Direktiv 2013/36/EU bør fastsætte mere detaljerede bestemmelser for medlemsstaterne med henblik på at sikre, at de kompetente myndigheder, herunder deres personale og medlemmerne af deres ledelsesorganer, handler uafhængigt og objektivt. Der bør i den forbindelse fastsættes minimumskrav for at forebygge interessekonflikter og begrænse »svingdørsfænomenet«, idet der navnlig fastsættes karensperioder, forbud mod at handle med instrumenter udstedt af tilsynsbelagte enheder og en maksimal embedsperiode for relevante medlemmer af ledelsesorganer. EBA bør udstede retningslinjer til de kompetente myndigheder om forebyggelse af interessekonflikter på grundlag af international bedste praksis.

(3)

De kompetente myndigheders medarbejdere og medlemmer af deres ledelsesorganer, der er underlagt karensperioder, bør have ret til en passende kompensation, hvis formål bør være at kompensere dem for, at de i en vis periode ikke har mulighed for at blive ansat i enheder i forbindelse med hvilke, disse karensrestriktioner finder anvendelse. Kompensationen bør stå i et rimeligt forhold til længden af den pågældende karensperiode, og dens form bør fastlægges af hver medlemsstat.

(4)

Tilsynsmyndighederne bør udvise den højeste grad af integritet, når de udøver deres tilsynsfunktioner. For at øge gennemsigtigheden og sikre høje etiske standarder er det hensigtsmæssigt, at den kompetente myndigheds medarbejdere og medlemmer af den kompetente myndigheds ledelsesorgan årligt fremsætter en interesseerklæring. I denne erklæring bør der offentliggøres oplysninger om medarbejderens og medlemmets besiddelser af finansielle instrumenter for at mindske de risici, der opstår som følge af interessekonflikter, som kan skyldes disse besiddelser, og gøre det muligt for de kompetente myndigheder at håndtere sådanne risici på passende vis. En interesseerklæring bør ikke berøre eventuelle krav om indgivelse af en formueerklæring i henhold til gældende nationale regler.

(5)

Levering af centrale banktjenester, der er opført i bilag I, punkt 1, 2 og 6, til direktiv 2013/36/EU, bør gøres betinget af et udtrykkeligt og harmoniseret krav om tilladelse i EU-retten, hvori det angives, at virksomheder, der er etableret i et tredjeland, og som ønsker at levere sådanne centrale banktjenester i Unionen, mindst bør oprette en filial i en medlemsstat, og at en sådan filial bør have tilladelse i overensstemmelse med EU-retten, medmindre virksomheden ønsker at levere banktjenester i Unionen gennem et datterselskab.

(6)

Forbruget af banktjenester uden for Unionen som i forbindelse med Verdenshandelsorganisationens forståelse vedrørende forpligtelserne inden for finansielle tjenesteydelser skal ikke berøres. Kravet om at oprette en filial i Unionen bør ikke finde anvendelse i tilfælde af iværksættelse på kundens eget initiativ, dvs. hvor en kunde eller modpart udelukkende på eget initiativ henvender sig til en virksomhed, der er etableret i et tredjeland, med henblik på levering af banktjenester, herunder fortsættelse heraf, eller banktjenester, der er tæt knyttet til dem, som der oprindeligt blev anmodet om. Når medlemsstaterne gennemfører dette direktiv, bør de kunne træffe foranstaltninger for at bevare kunders erhvervede rettigheder i henhold til eksisterende kontrakter. Sådanne foranstaltninger bør udelukkende finde anvendelse med henblik på at lette overgangen til gennemførelsen af dette direktiv og bør være snævert afgrænset for at undgå tilfælde af omgåelse.For at forebygge omgåelse af de regler, der finder anvendelse på tredjelandsvirksomheders grænseoverskridende levering af banktjenester, bør de kompetente myndigheder kunne overvåge leveringen af sådanne tjenester. Kravet om at oprette en filial i Unionen bør heller ikke finde anvendelse på interbank- og interdealertransaktioner. Uden at det berører den tilladelsesordning, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU (5) og i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 (6), bør kravet om at oprette en filial desuden ikke finde anvendelse på tilfælde, hvor tredjelandskreditinstitutter i Unionen yder den investeringsservice og udfører de investeringsaktiviteter, der er opført i bilag I, afsnit A, til direktiv 2014/65/EU, og eventuelle accessoriske tjenesteydelser, f.eks. modtagelse af indskud i tilknytning hertil eller ydelse af kredit eller lån, hvis formål er at yde service i henhold til nævnte direktiv, herunder service vedrørende handel med finansielle instrumenter eller privat formueforvaltning. En sådan fritagelse bør imidlertid tage hensyn til overholdelse af reglerne om bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 (7).

(7)

De kompetente myndigheder bør have de nødvendige beføjelser til at inddrage den tilladelse, som et kreditinstitut er meddelt, hvis det er konstateret, at det pågældende kreditinstitut er nødlidende eller forventeligt nødlidende, og det ikke ser ud til, at nogen andre foranstaltninger iværksat af den private sektor eller en tilsynsmyndighed inden for en passende tidshorisont ville kunne forhindre, at det pågældende kreditinstitut bliver nødlidende, og en afviklingshandling ikke er nødvendig ud fra almene hensyn. I en sådan situation bør et kreditinstitut likvideres i overensstemmelse med de gældende nationale procedurer for insolvensbehandling eller med andre procedurer fastlagt for de pågældende institutter i henhold til national ret, som vil sikre det en velordnet udtræden af markedet, og dermed ophøre med de aktiviteter, som tilladelsen er meddelt for. Der bør imidlertid ikke være nogen automatisk forbindelse mellem konstateringen af at være nødlidende eller forventeligt nødlidende og inddragelsen af tilladelsen som i andre tilfælde, hvor den kompetente myndighed har ret til at inddrage tilladelsen. De kompetente myndigheder bør udøve deres beføjelser på en måde, som er forholdsmæssig og tager hensyn til kendetegnene ved de gældende nationale procedurer for insolvensbehandling, herunder eksisterende retslige procedurer. Beføjelsen til at inddrage tilladelsen bør ikke anvendes til at forhindre indledning eller påtvinge afslutning af insolvensbehandling, såsom anvendelse af et retsligt moratorium eller andre foranstaltninger, der er betinget af en aktiv licens.

(8)

Finansielle holdingselskaber og blandede finansielle holdingselskaber, der er moderselskaber i bankkoncerner, bør fortsat være omfattet af den identifikations- og godkendelsesmekanisme, der er indført ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/878 (8). Denne mekanisme gør det muligt for de kompetente myndigheder at bringe visse finansielle holdingselskaber og blandede finansielle holdingselskaber ind under det direkte anvendelsesområde for deres tilsyn og for deres tilsynsbeføjelser i henhold til direktiv 2013/36/EU og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (9) for at sikre overholdelse på konsolideret niveau. Under særlige omstændigheder bør de kompetente myndigheder have skønsbeføjelse til at fritage et finansielt holdingselskab eller et blandet finansielt holdingselskab, som er oprettet med henblik på at besidde kapitalinteresser i virksomheder, fra godkendelse. For at tage hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende for visse bankkoncerner, bør den konsoliderende tilsynsmyndighed desuden kunne tillade, at finansielle holdingselskaber eller blandede finansielle holdingselskaber, der er fritaget for godkendelse, udelukkes fra en bankkoncerns konsolideringskreds. Beføjelsen til at udelukke disse enheder fra en bankkoncerns konsolideringskreds bør imidlertid kun udøves under ekstraordinære omstændigheder, hvor alle betingelserne i den gældende ret er opfyldt, og den pågældende bankkoncern bør med henblik herpå påvise, at den holdingenhed, der bør udelukkes, ikke deltager i eller er relevant for ledelsen af denne bankkoncern.

(9)

Tilsynsmyndighederne for kreditinstitutter bør have alle de beføjelser, der er nødvendige, for at de kan varetage deres opgaver, og som dækker de forskellige operationer, der gennemføres af de tilsynsbelagte enheder. Med henblik herpå og for at skabe mere lige konkurrencevilkår bør tilsynsmyndighederne have alle de fornødne tilsynsbeføjelser, der sætter dem i stand til at dække de væsentlige operationer, der kan gennemføres af de enheder, som de fører tilsyn med. De kompetente myndigheder bør derfor underrettes, hvis væsentlige operationer, som gennemføres af en tilsynsbelagt enhed, herunder tilsynsbelagte enheders erhvervelse af væsentlige kapitalandele i enheder i den finansielle eller ikkefinansielle sektor, væsentlige overførsler af aktiver og passiver fra eller til tilsynsbelagte enheder samt fusioner og spaltninger, der involverer tilsynsbelagte enheder, giver anledning til betænkeligheder med hensyn til den pågældende enheds tilsynsprofil eller med hensyn til mulige aktiviteter vedrørende hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme. De kompetente myndigheder bør også have beføjelse til at gribe ind i tilfælde af erhvervelse af væsentlige kapitalandele eller ved fusioner eller spaltninger.

(10)

For at sikre proportionalitet og undgå unødvendige administrative byrder bør de kompetente myndigheders supplerende beføjelser kun finde anvendelse på operationer, der anses for væsentlige. Kun operationer, der består i fusioner eller spaltninger, bør automatisk behandles som væsentlige operationer, idet den nyoprettede enhed kan forventes at ville have en ganske anden tilsynsprofil end de enheder, der oprindelig indgik i fusionen eller spaltningen. Endvidere bør fusioner eller spaltninger ikke gennemføres af de enheder, der foretager dem, før der foreligger en positiv udtalelse fra de kompetente myndigheder. Erhvervelse af kapitalandele bør, når de betragtes som væsentlige, vurderes af den berørte kompetente myndighed på grundlag af en stiltiende godkendelsesprocedure.

(11)

For at sikre, at de kompetente myndigheder er i stand til at gribe ind før gennemførelsen af en væsentlig operation, bør de underrettes på forhånd. Denne underretning bør ledsages af de oplysninger, der er nødvendige, for at de kompetente myndigheder kan vurdere den påtænkte operation ud fra et tilsynsperspektiv og med henblik på bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. De kompetente myndigheders vurdering bør påbegyndes på tidspunktet for modtagelsen af underretningen med alle de ønskede oplysninger. Hvor der er tale om erhvervelse af en væsentlig kapitalandel, bør denne vurdering være tidsbegrænset.

(12)

Hvor der er tale om erhvervelse af en væsentlig kapitalandel kan konklusionen på vurderingen indebære, at den kompetente myndighed beslutter at modsætte sig operationen. Gør den kompetente myndighed ikke indsigelse inden for en given frist, bør operationen anses for at være godkendt.

(13)

Det er nødvendigt at tilpasse bestemmelserne vedrørende erhvervelse af en kvalificeret andel i et kreditinstitut til bestemmelserne om erhvervelse af en væsentlig kapitalandel foretaget af et institut med henblik på tilfælde, hvor begge vurderinger skal foretages for den samme operation. Uden en korrekt tilpasning kan disse bestemmelser føre til uoverensstemmelser i den vurdering, der foretages af de kompetente myndigheder, og i sidste ende i de afgørelser, som de træffer.

(14)

For så vidt angår fusioner og spaltninger er der ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1132 (10) fastsat harmoniserede regler og procedurer, navnlig for grænseoverskridende fusioner og spaltninger af selskaber med begrænset ansvar. Den vurderingsprocedure, der fastsættes for de kompetente myndigheder i nærværende direktiv, bør derfor være et supplement til den procedure, der er fastlagt i direktiv (EU) 2017/1132, og bør ikke være i modstrid med nogen af dets bestemmelser. I tilfælde af grænseoverskridende fusioner og spaltninger, der falder ind under anvendelsesområdet for direktiv (EU) 2017/1132, bør den kompetente myndigheds begrundede udtalelse indgå i vurderingen af, om alle relevante betingelser er opfyldt, og om alle de procedurer og formaliteter, der kræves i forbindelse med udstedelse af attesten forud for fusionen eller spaltningen, er gennemført på behørig vis. Den begrundede udtalelse bør derfor fremsendes til den udpegede nationale myndighed, der er ansvarlig for udstedelsen af attesten forud for fusionen eller spaltningen i henhold til direktiv (EU) 2017/1132.

(15)

I visse situationer, f.eks. når enheder etableret i flere forskellige medlemsstater er involveret, kan en operation kræve flere underretninger og vurderinger fra forskellige kompetente myndigheder og derfor nødvendiggøre et effektivt samarbejde mellem disse myndigheder. Det er derfor nødvendigt nærmere at angive samarbejdsforpligtelser, navnlig tidlige grænseoverskridende underretninger, gnidningsløs udveksling af oplysninger, herunder med myndigheder med ansvar for bekæmpelse af hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, og koordinering i vurderingsprocessen.

(16)

EBA bør gives mandat til at udarbejde udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder og retningslinjer med henblik på at sikre en passende ramme for anvendelsen af de supplerende tilsynsbeføjelser. Disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder og udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder bør navnlig præcisere, hvilke oplysninger de kompetente myndigheder skal modtage, hvilke elementer der skal vurderes, og det krævede samarbejde, når mere end én kompetent myndighed er involveret. Alle disse elementer er af afgørende betydning for at sikre en tilstrækkeligt harmoniseret tilsynsmetode, som gør det muligt at gennemføre bestemmelser om supplerende beføjelser effektivt og med så begrænset en yderligere administrativ byrde som muligt.

(17)

Reguleringen af filialer, der er etableret af virksomheder i et tredjeland med henblik på levering af banktjenester i en medlemsstat, er omfattet af national ret og er kun i meget begrænset omfang harmoniseret ved direktiv 2013/36/EU. Til trods for at tredjelandsfilialer har en betydelig og stigende tilstedeværelse på Unionens bankmarkeder, er de i dag kun underlagt meget generelle oplysningskrav, men ikke nogen EU-tilsynsstandarder eller -tilsynssamarbejdsordninger. Den fuldstændige mangel på en fælles tilsynsramme betyder, at tredjelandsfilialer er underlagt forskellige nationale krav med varierende forsigtighedsniveauer og anvendelsesområde. Derudover mangler de kompetente myndigheder tilstrækkelige oplysninger og de fornødne tilsynsværktøjer til en korrekt overvågning af de specifikke risici, der knytter sig til tredjelandskoncerner, som opererer i én eller flere medlemsstater gennem filialer og datterselskaber. Der findes i dag ikke nogen integrerede tilsynsordninger for disse, og den kompetente myndighed, der er ansvarlig for tilsynet med den enkelte filial af en tredjelandskoncern, er ikke forpligtet til at udveksle oplysninger med de kompetente myndigheder, der fører tilsyn med de andre filialer og datterselskaber i samme koncern. Et sådant fragmenteret lovgivningsmæssigt landskab skaber risici for den finansielle stabilitet og markedsintegriteten i Unionen og bør håndteres korrekt med en harmoniseret reguleringsramme for tredjelandsfilialer. Denne ramme bør omfatte fælles minimumskrav vedrørende meddelelse af tilladelse, tilsynsstandarder, intern ledelse, tilsyn og indberetning. Disse krav bør bygge på dem, som medlemsstaterne allerede anvender på tredjelandsfilialer på deres område, og bør tage hensyn til lignende eller tilsvarende krav, som tredjelande anvender på udenlandske filialer, med henblik på at sikre overensstemmelse mellem medlemsstaterne og tilpasse Unionens reguleringsramme for tredjelandsfilialer til den rådende internationale praksis på dette område.

(18)

Når de kompetente myndigheder meddeler tilladelse til og fører tilsyn med tredjelandsfilialer, bør de kunne udøve deres tilsynsfunktioner effektivt. Med henblik herpå skal de have adgang til alle nødvendige oplysninger om tredjelandsfilialens hovedvirksomhed fra tilsynsmyndighederne i det relevante tredjeland og være i stand til effektivt at koordinere deres tilsynsaktiviteter med tredjelandets tilsynsmyndigheders tilsynsaktiviteter. Inden en tredjelandsfilial påbegynder sin virksomhed i en medlemsstat, bør de kompetente myndigheder bestræbe sig på at indgå en aftale med tilsynsmyndigheden i det pågældende tredjeland for at muliggøre samarbejde og udveksling af oplysninger. En sådan aftale bør bygge på de standarder for administrative ordninger, som EBA har udarbejdet i overensstemmelse med artikel 33, stk. 5, i forordning (EU) nr. 1093/2010. De kompetente myndigheder bør indgive oplysninger om sådanne ordninger til EBA. Hvis det ikke er muligt at indgå en administrativ ordning på grundlag af de standarder, som EBA har udarbejdet, bør de kompetente myndigheder kunne anvende andre ordninger, for eksempel brevveksling, for at sikre, at de kan udøve deres tilsynsfunktioner.

(19)

Af proportionalitetshensyn bør de minimumskrav, som tredjelandsfilialer er pålagt, fastsættes i forhold til den risiko, som de udgør for den finansielle stabilitet og markedsintegriteten i Unionen og medlemsstaterne. Tredjelandsfilialer bør derfor klassificeres som klasse 1, hvis de anses for at være mere risikobetonede, og ellers som klasse 2, hvis de anses for at være små og ikkekomplekse og ikke udgør en væsentlig risiko for den finansielle stabilitet i overensstemmelse med definitionen af »lille og ikkekomplekst institut« i forordning (EU) nr. 575/2013. Tredjelandsfilialer med bogførte aktiver i en medlemsstat på 5 mia. EUR eller derover bør af denne grund anses for at udgøre en sådan større risiko på grund af deres mere betydelige størrelse og kompleksitet, fordi sådanne filialers sammenbrud kan medføre betydelige forstyrrelser på medlemsstatens marked for banktjenester eller i dens banksystem. Tredjelandsfilialer, der er meddelt tilladelse til at modtage detailindskud, bør uanset deres størrelse, hvis beløbet af sådanne detailindskud overstiger en vis tærskel, på tilsvarende vis betragtes som mere risikobetonede, for så vidt som en sådan filials sammenbrud kan påvirke meget sårbare indskydere og resultere i en svækkelse af tilliden til, at medlemsstatens banksystem er sikkert og solidt og i stand til at beskytte borgernes opsparing. Begge typer tredjelandsfilialer bør derfor klassificeres som klasse 1-tredjelandsfilialer.

(20)

Tredjelandsfilialer bør også klassificeres som klasse 1, hvis hovedvirksomheden er underlagt regulering, og det ikke fastslås, at tilsynet med og gennemførelsen af denne regulering mindst svarer til, hvad der kræves i henhold til direktiv 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 575/2013, eller hvis det pågældende tredjeland er opført som et højrisikotredjeland med strategiske mangler i sin ordning for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme i overensstemmelse med direktiv (EU) 2015/849. Sådanne tredjelandsfilialer udgør en betydelig risiko for den finansielle stabilitet i Unionen og i den medlemsstat, hvor de er etableret, fordi de reguleringsregler eller regler om bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, der gælder for deres hovedvirksomhed, ikke i tilstrækkelig grad tager højde for eller ikke muliggør en korrekt overvågning af de specifikke risici, der opstår i forbindelse med de aktiviteter, som filialen udøver i medlemsstaten, eller af de risici for modparter i medlemsstaten, som tredjelandskoncernen giver anledning til. Med henblik på at fastslå, om tredjelandets forsigtigheds- og tilsynsstandarder for bankvirksomhed er ækvivalente med Unionens standarder, bør Kommissionen kunne pålægge EBA at foretage en vurdering og udarbejde en rapport om det pågældende tredjelands bankreguleringsramme i overensstemmelse med artikel 33 i forordning (EU) nr. 1093/2010. EBA bør sikre, at vurderingen foretages på en stringent og gennemsigtig måde og efter en velfungerende metode. EBA bør tillige rådføre sig med og arbejde tæt sammen med tredjelandets tilsynsmyndigheder, de offentlige myndigheder med ansvar for dets bankregulering og, hvor det er relevant, parter i den private sektor og bør bestræbe sig på at behandle disse parter retfærdigt og give dem mulighed for at fremlægge dokumentation og fremsætte bemærkninger inden for rimelige frister. Endvidere bør EBA sikre, at den rapport, der udarbejdes, er behørigt begrundet, indeholder en detaljeret beskrivelse af de vurderede forhold og fremlægges inden for en rimelig frist. For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af dette direktiv bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser til at vedtage afgørelser om ækvivalensen af bankreguleringsrammerne for tredjelandsfilialer. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (11).

(21)

De kompetente myndigheder bør have udtrykkelig beføjelse til fra sag til sag at kræve, at tredjelandsfilialer ansøger om tilladelse i overensstemmelse med afsnit III, kapitel 1, i direktiv 2013/36/EU, i det mindste hvis disse filialer udøver aktiviteter med kunder eller modparter i andre medlemsstater i strid med reglerne for det indre marked, hvis de udgør en betydelig risiko for den finansielle stabilitet i Unionen eller i den medlemsstat, hvor de er etableret, eller hvis det samlede beløb for aktiverne i alle tredjelandsfilialer i Unionen, der tilhører samme tredjelandskoncern, er lig med eller over 40 mia. EUR, eller beløbet for tredjelandsfilialens aktiver i den medlemsstat, hvor den er etableret, er lig med eller over 10 mia. EUR. Desuden bør de kompetente myndigheder være forpligtede til at vurdere, om tredjelandsfilialer har systemisk betydning, hvis det samlede beløb for aktiverne i alle tredjelandsfilialer i Unionen, der tilhører samme tredjelandskoncern, er lig med eller over 40 mia. EUR. Alle tredjelandsfilialer, der tilhører samme tredjelandskoncern, og som er etableret i én medlemsstat eller i hele Unionen, bør underkastes en sådan vurdering af deres respektive kompetente myndigheder. Det bør med denne vurdering i overensstemmelse med nærmere fastlagte kriterier undersøges, om de pågældende filialer udgør en risiko for den finansielle stabilitet i Unionen eller dens medlemsstater svarende til den, som udgøres af institutter, der er defineret som værende »systemisk vigtige« i henhold til direktiv 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 575/2013. Konkluderer de kompetente myndigheder, at tredjelandsfilialerne er systemisk vigtige, bør de pålægge disse filialer krav, der er hensigtsmæssige som middel til at afbøde risiciene for den finansielle stabilitet. I dette øjemed bør de kompetente myndigheder kunne kræve, at tredjelandsfilialer ansøger om at blive meddelt tilladelse som datterinstitutter i henhold til direktiv 2013/36/EU, hvis de fortsat skal kunne udøve bankvirksomhed i medlemsstaten eller i hele Unionen. De kompetente myndigheder bør derudover kunne pålægge andre krav, navnlig en forpligtelse til at omstrukturere tredjelandsfilialers aktiver eller aktiviteter i Unionen, således at disse filialer ophører med at have systemisk betydning, eller et krav om overholdelse af yderligere kapital-, likviditets-, indberetnings- eller oplysningskrav, hvis dette vil være tilstrækkeligt til at imødegå risiciene for den finansielle stabilitet. De kompetente myndigheder bør have mulighed for ikke at pålægge tredjelandsfilialer, der vurderes at have systemisk betydning, nogen disse krav, i hvilket tilfælde de bør give EBA og de kompetente myndigheder i de medlemsstater, hvor den relevante tredjelandskoncern har etableret andre tredjelandsfilialer eller datterinstitutter, en begrundet underretning. For at tage hensyn til konsekvenserne i hele Unionen bør de kompetente myndigheder, der beslutter at udøve deres beføjelse til at kræve tilladelse som datterinstitut, på forhånd høre EBA og de berørte kompetente myndigheder.

(22)

For at fremme konsekvens i tilsynsafgørelser vedrørende en tredjelandskoncern, der har filialer og datterselskaber i hele Unionen, bør de kompetente myndigheder, når de foretager vurdering af systemisk betydning, høre EBA og de kompetente myndigheder i de medlemsstater, hvor den pågældende tredjelandskoncern har etableret andre tredjelandsfilialer eller datterinstitutter, med henblik på at vurdere de risici for den finansielle stabilitet, som den pågældende tredjelandsfilial kan udgøre for andre medlemsstater end den medlemsstat, hvor den er etableret.

(23)

De kompetente myndigheder bør regelmæssigt gennemgå tredjelandsfilialers opfyldelse af de relevante krav i henhold til direktiv 2013/36/EU og pålægge disse filialer tilsynsforanstaltninger for at sikre eller genoprette opfyldelse af disse krav. For at lette et effektivt tilsyn med tredjelandsfilialers opfyldelse af disse krav og for at opnå et samlet overblik over tredjelandskoncerners aktiviteter i Unionen bør der foretages fælles tilsynsmæssig og finansiel indberetning til de kompetente myndigheder med anvendelse af standardmodeller. EBA bør have mandat til at udarbejde udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder, som fastlægger disse modeller. Med henblik på at sikre, at alle aktiviteter i tredjelandskoncerner, der opererer i Unionen gennem tredjelandsfilialer, er underlagt omfattende tilsyn for at undgå, at de krav, der gælder for disse koncerner i henhold til EU-retten, omgås, og for at minimere de potentielle risici for den finansielle stabilitet i Unionen er det desuden nødvendigt at indføre hensigtsmæssige ordninger for samarbejde mellem de kompetente myndigheder. Klasse 1-tredjelandsfilialer bør navnlig være omfattet af anvendelsesområdet for tilsynskollegierne for tredjelandskoncerner i Unionen. Hvis et sådant kollegium endnu ikke findes, bør de kompetente myndigheder oprette et ad hoc-kollegium for alle klasse 1-tredjelandsfilialer i samme koncern, hvis denne koncern opererer i mere end én medlemsstat.

(24)

Unionens ramme for tredjelandsfilialer bør anvendes, uden at det berører de skønsbeføjelser, som medlemsstaterne i øjeblikket har til på generelt grundlag at kræve, at tredjelandsvirksomheder fra visse tredjelande udelukkende udøver bankvirksomhed på deres område gennem datterinstitutter, der er meddelt tilladelse i henhold til afsnit III, kapitel 1, i direktiv 2013/36/EU. Dette krav kan vedrøre tredjelande, der anvender forsigtigheds- og tilsynsstandarder for bankvirksomhed, som ikke er ækvivalente med standarderne i medlemsstatens nationale ret, eller tredjelande med strategiske mangler i deres ordning for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.

(25)

Uanset de gældende regler om tavshedspligt bør udvekslingen af oplysninger mellem kompetente myndigheder og skattemyndigheder forbedres. Udvekslingen af oplysninger bør under alle omstændigheder være i overensstemmelse med national ret, og hvis oplysningerne stammer fra en anden medlemsstat, bør der indgås en aftale om videregivelse mellem de relevante kompetente myndigheder.

(26)

Det er helt afgørende, at institutter, finansielle holdingselskaber og blandede finansielle holdingselskaber overholder de tilsynskrav, der skal garantere deres sikkerhed og soliditet og bevare stabiliteten i det finansielle system, både på EU-plan som helhed og i den enkelte medlemsstat. Den Europæiske Centralbank (ECB) og de nationale kompetente myndigheder bør derfor have beføjelse til rettidigt at træffe effektive foranstaltninger, hvis institutter, finansielle holdingselskaber eller blandede finansielle holdingselskaber og deres reelle ledere ikke overholder tilsynskrav eller tilsynsafgørelser.

(27)

For at sikre lige konkurrencevilkår i relation til sanktionsbeføjelser bør medlemsstaterne skulle fastsætte bestemmelser om administrative sanktioner, tvangsbøder og andre administrative foranstaltninger, som er effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, for overtrædelser af nationale bestemmelser til gennemførelse af direktiv 2013/36/EU og overtrædelser af forordning (EU) nr. 575/2013 eller afgørelser truffet af en kompetent myndighed på grundlag af disse bestemmelser eller denne forordning. Disse administrative sanktioner, tvangsbøder og andre administrative foranstaltninger bør opfylde visse minimumskrav, herunder vedrørende de minimumsbeføjelser, som de kompetente myndigheder tillægges for at kunne pålægge dem, de kriterier, som de kompetente myndigheder bør tage hensyn til ved anvendelse af dem, offentliggørelseskrav og størrelsen af administrative sanktioner og tvangsbøder. EBA bør have mandat til at aflægge rapport om samarbejdet mellem kompetente myndigheder i forbindelse med anvendelsen af administrative sanktioner, tvangsbøder og andre administrative foranstaltninger.

(28)

Medlemsstaterne bør kunne pålægge administrative sanktioner, hvis den pågældende overtrædelse også er omfattet af national strafferet. De kompetente myndigheder bør tage hensyn til eventuelle tidligere strafferetlige sanktioner, der for den samme overtrædelse er blevet pålagt den fysiske eller juridiske person for overtrædelsen, når de træffer beslutning om arten af administrative sanktioner eller andre administrative foranstaltninger, der skal anvendes, og størrelsen af administrative økonomiske sanktioner. Dette skal sikre, at strengheden af alle de administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger, der pålægges som straf i tilfælde af kumulation af administrative og strafferetlige procedurer som følge af samme retsstridige adfærd, begrænses til, hvad der er nødvendigt i betragtning af den pågældende overtrædelses alvor. Med henblik herpå bør medlemsstaterne indføre passende mekanismer for at sikre, at de kompetente myndigheder og retlige myndigheder rettidigt underrettes behørigt om enhver administrativ eller strafferetlig procedure, der indledes mod den samme fysiske eller juridiske person.

(29)

Administrative økonomiske sanktioner bør have en afskrækkende virkning med henblik på at forhindre, at fysiske eller juridiske personer, der overtræder nationale bestemmelser til gennemførelse af direktiv 2013/36/EU eller bestemmelser i forordning (EU) nr. 575/2013, gør sig skyldige i samme eller lignende adfærd i fremtiden. Administrative økonomiske sanktioner over for juridiske personer bør anvendes konsekvent, navnlig med hensyn til fastsættelsen af det maksimale beløb for sådanne sanktioner, hvor der bør tages hensyn til den pågældende virksomheds samlede årlige nettoomsætning. Den samlede årlige nettoomsætning som omhandlet i direktiv 2013/36/EU er imidlertid i øjeblikket hverken udtømmende eller tilstrækkeligt klar til at sikre lige konkurrencevilkår i forbindelse med anvendelse af administrative økonomiske sanktioner. For at sikre en ensartet beregning i hele Unionen bør direktiv 2013/36/EU indeholde en liste over elementer, der skal indgå i beregningen af den samlede årlige nettoomsætning.

(30)

Ud over administrative økonomiske sanktioner bør de kompetente myndigheder have beføjelse til at pålægge institutter, finansielle holdingselskaber, blandede finansielle holdingselskaber og de medlemmer af ledelsesorganet i dets ledelsesfunktion, den daglige ledelse, personer med nøglefunktioner, andre væsentlige risikotagere og eventuelle andre fysiske personer, som udpeges som ansvarlige i henhold til national ret, tvangsbøder for overtrædelse af forpligtelsen til at overholde de nationale bestemmelser til gennemførelse af direktiv 2013/36/EU eller deres forpligtelser i henhold til forordning (EU) nr. 575/2013 eller i henhold til en afgørelse truffet af en kompetent myndighed på grundlag af disse bestemmelser eller denne forordning. Medlemsstaterne bør fastsætte specifikke regler og effektive mekanismer for anvendelse af tvangsbøder. Tvangsbøder bør pålægges i tilfælde af vedvarende overtrædelse. Uden at det berører de berørte personers proceduremæssige rettigheder i henhold til gældende ret, herunder disse personers ret til at blive hørt, bør de kompetente myndigheder kunne pålægge tvangsbøder uden på forhånd at skulle rette en anmodning, et påbud eller en advarsel til den part, der har gjort sig skyldig i overtrædelsen, med krav om fornyet overholdelse. Da formålet med tvangsbøderne er at få fysiske eller juridiske personer til at bringe en igangværende overtrædelse til ophør, bør anvendelsen af tvangsbøder ikke være til hinder for, at de kompetente myndigheder efterfølgende kan pålægge administrative sanktioner for den samme overtrædelse. Det bør være muligt, at tvangsbøder pålægges på en bestemt dato og først finder anvendelse på en senere dato. Medmindre andet er fastsat af medlemsstaterne, bør tvangsbøder beregnes dagligt.

(31)

For at sikre de bedst mulige indsatsmuligheder efter en overtrædelse og for at bidrage til at forhindre yderligere overtrædelser, uanset om sådanne overtrædelser er underlagt en administrativ sanktion eller en anden administrativ foranstaltning i henhold til national ret, bør medlemsstaterne kunne fastsætte yderligere administrative sanktioner og større administrative økonomiske sanktioner og tvangsbøder.

(32)

Nå den kompetente myndighed pålægger tvangsbøder, bør den tage hensyn til en tvangsbødes potentielle indvirkning på den overtrædende fysiske eller juridiske persons finansielle situation og forsøge at undgå en situation, hvor sanktionen vil føre til insolvens eller alvorlige økonomiske vanskeligheder for den overtrædende fysiske eller juridiske person eller vil udgøre en uforholdsmæssigt stor procentdel af den fysiske persons årlige indkomst eller den juridiske persons samlede årlige nettoomsætning. De kompetente myndigheder bør også sikre, at tvangsbøder anvendes over for medlemmerne af ledelsesorganet, den daglige ledelse, personer med nøglefunktioner, andre væsentlige risikotagere og eventuelle andre fysiske personer, der udpeges som direkte ansvarlige for overtrædelsen, enten individuelt eller kollektivt.

(33)

Under ekstraordinære omstændigheder, hvor en medlemsstats retssystem ikke giver mulighed for at pålægge de i dette direktiv omhandlede administrative sanktioner, bør det i særlige tilfælde være muligt at anvende reglerne om administrative sanktioner på en sådan måde, at den kompetente myndighed tager initiativ til sanktionen, som så pålægges af en retlig myndighed. Det er ikke desto mindre nødvendigt, at disse medlemsstater sikrer, at virkningen af anvendelse af sådanne regler og sanktioner svarer til virkningen af administrative sanktioner pålagt af de kompetente myndigheder. Sanktionerne bør derfor være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

(34)

For at sikre, at der er passende sanktioner til rådighed for overtrædelser af nationale bestemmelser til gennemførelse af direktiv 2013/36/EU og for overtrædelser af forordning (EU) nr. 575/2013, bør listen over overtrædelser, der kan medføre administrative sanktioner, tvangsbøder og andre administrative foranstaltninger, suppleres. Listen over overtrædelser i direktiv 2013/36/EU bør derfor ændres.

(35)

Efter indførelsen af den internationale regnskabsstandard 9 for finansielle instrumenter (IFRS 9) den 1. januar 2018 påvirker resultatet af beregningerne af forventede kredittab, som er baseret på en modelleringsmetode, direkte størrelsen af institutternes kapitalgrundlag og lovbestemte nøgletal. Disse modelleringsmetoder danner også grundlag for beregningen af forventede kredittab, når institutterne anvender nationale regnskabssystemer. Det er derfor vigtigt, at de kompetente myndigheder og EBA har et klart overblik over den indvirkning, disse beregninger har på de forskellige risikovægtede aktiver og kapitalgrundlagskrav, der opstår for tilsvarende eksponeringer. Med henblik herpå bør benchmarkingundersøgelsen også omfatte disse modelleringsmetoder. Eftersom institutter, der beregner kapitalgrundlagskrav i overensstemmelse med standardmetoden for kreditrisiko, også kan anvende modeller til beregning af forventede kredittab inden for rammerne af IFRS 9, bør disse institutter også medtages i benchmarkingundersøgelsen under hensyntagen til proportionalitetsprincippet.

(36)

Ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/876 (12) ændredes forordning (EU) nr. 575/2013, ved at der indførtes en revideret markedsrisikoramme udarbejdet af Baselkomitéen for Banktilsyn. Den alternative standardmetode, der er en del af denne nye ramme, giver institutterne mulighed for at modelberegne visse parametre, der anvendes til beregning af risikovægtede aktiver og kapitalgrundlagskrav i relation til markedsrisiko. Det er derfor vigtigt for de kompetente myndigheder og EBA at have et klart overblik over det interval af værdier for risikovægtede aktiver og kapitalgrundlagskrav, der opstår for lignende eksponeringer, ikke blot under den alternative metode med interne modeller, men også under den alternative standardmetode. Som følge heraf bør benchmarkingundersøgelsen af markedsrisiko omfatte såvel de reviderede standardmetoder som metoder med interne modeller under hensyntagen til proportionalitetsprincippet.

(37)

Den globale omstilling til en bæredygtig økonomi som nedfældet i Parisaftalen (13), som blev vedtaget den 12. december 2015 inden for rammerne af De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (»Parisaftalen«), og FN's 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling vil kræve en dybtgående socioøkonomisk omstilling og vil være afhængig af, at der mobiliseres betydelige finansielle ressourcer fra den offentlige og den private sektor. Den europæiske grønne pagt, som Kommissionen indførte i sin meddelelse af 11. december 2019, forpligter Unionen til at blive klimaneutral senest i 2050. Det finansielle system har en relevant rolle at spille med hensyn til at støtte denne omstilling — ikke blot i forhold til at gribe og understøtte de muligheder, der opstår, men også med henblik på en hensigtsmæssig styring af de risici, der vil kunne være forbundet hermed. Da disse risici kan have konsekvenser for stabiliteten i både de enkelte institutter og det finansielle system som helhed, er det nødvendigt med en styrket reguleringsmæssig tilsynsramme, der bedre integrerer de dermed forbundne risici.

(38)

Det hidtil usete omfang af omstillingen til en bæredygtig, klimaneutral og cirkulær økonomi vil få betydelig indvirkning på det finansielle system. Netværket af centralbanker og tilsynsmyndigheder for et grønnere finansielt system (»Network of Central Banks and Supervisors for Greening the Financial System«) anerkendte i 2018, at klimarelaterede risici er en kilde til finansielle risici. I meddelelsen fra Kommissionen af 6. juli 2021 med titlen »Strategi for finansiering af omstillingen til en bæredygtig økonomi« (»den nye strategi for bæredygtig finansiering«) understreges det, at ESG-risici samt risici, der opstår som følge af de fysiske konsekvenser af klimaændringer, tab af biodiversitet og den generelle miljøforringelse af økosystemerne i særdeleshed, udgør en hidtil uset udfordring for vores økonomier og for Unionens økonomi og det finansielle systems stabilitet. Disse risici har helt specifikke karakteristika, såsom deres fremadrettede karakter og deres særlige virkninger på kort, mellemlang og lang sigt. Den specifikke karakter af klimarelaterede og andre miljømæssige risici, f.eks. risici som opstår som følge af miljøforringelse og tab af biodiversitet, for så vidt angår både omstilling og fysiske risici kræver navnlig, at disse risici håndteres med en lang tidshorisont på mindst ti år.

(39)

Omstillingen til en bæredygtig, klimaneutral og cirkulær økonomi vil på grund af sin langsigtede og gennemgribende karakter medføre væsentlige ændringer i institutternes forretningsmodeller. En passende tilpasning af den finansielle sektor og af kreditinstitutterne i særdeleshed er nødvendig for at nå målet om en nettodrivhusgasemission på nul i Unionens økonomi senest i 2050, samtidig med at de iboende risici holdes under kontrol. De kompetente myndigheder bør derfor have mulighed for at vurdere denne tilpasningsproces og for at gribe ind i tilfælde, hvor den måde, hvorpå institutter styrer klimarisici samt risici, som opstår som følge af miljøforringelse og tab af biodiversitet, er til fare for de enkelte institutters stabilitet eller den finansielle stabilitet generelt. De kompetente myndigheder bør ligeledes overvåge og have beføjelser til at gribe ind, hvis der opstår risici som følge af omstillingstendenser i forbindelse med Unionens og medlemsstaternes relevante reguleringsmæssige mål med hensyn til ESG-faktorer, f.eks. som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1119 (14), meddelelsen fra Kommissionen af 14. juli 2021 med titlen »»Fit for 55«: realisering af EU's klimamål for 2030 på vej mod klimaneutralitet« (»Fit for 55-pakken«) og den globale Kunming-Montreal-ramme for biodiversitet, der blev vedtaget den 19. december 2022 af partskonferencen under De Forenede Nationers konvention om den biologiske mangfoldighed, samt, hvis det er relevant for internationalt aktive institutter, tredjelandes juridiske og reguleringsmæssige mål, som medfører risici for disses forretningsmodeller og -strategier eller for den finansielle stabilitet. De kompetente myndigheder bør også have beføjelse til at styrke mål, foranstaltninger og tiltag i institutters tilsynsplaner, hvis de anses for at være utilstrækkelige til at håndtere ESG-risiciene på kort, mellemlang og lang sigt og i denne henseende kan udgøre en væsentlig risiko for deres solvens. Klimarisici, og miljørisici generelt, bør ses i sammenhæng med sociale og ledelsesmæssige risici som en enkelt risikokategori for at muliggøre en omfattende og koordineret integration af disse faktorer, idet de ofte er indbyrdes forbundne. ESG-risici hænger nøje sammen med begrebet bæredygtighed, da ESG-faktorerne udgør de tre vigtigste bæredygtighedssøjler.

(40)

For at kunne bevare en tilstrækkelig modstandsdygtighed over for de negative virkninger af ESG-faktorer skal institutter, der er etableret i Unionen, være i stand til systematisk at identificere, måle og styre ESG-risici, og deres tilsynsmyndigheder bør skulle vurdere risiciene såvel for det enkelte institut som på systemisk niveau, idet de bør give miljøfaktorer førsteprioritet og efterfølgende vurdere andre bæredygtighedsfaktorer, efterhånden som de relevante vurderingsmetoder og -værktøjer bliver udviklet. Institutterne bør skulle vurdere overensstemmelsen mellem deres porteføljer og Unionens ambition om at blive klimaneutral senest i 2050 og undgå miljøforringelse og tab af biodiversitet. Institutterne bør være forpligtede til at udarbejde specifikke planer for imødegåelse af de finansielle risici, der på kort, mellemlang og lang sigt opstår som følge af ESG-faktorer, herunder som følge af omstillingstendenser i forbindelse med Unionens og medlemsstaternes relevante reguleringsmæssige mål, f.eks. som fastsat i Parisaftalen, forordning (EU) 2021/1119, Fit for 55-pakken og den globale Kunming-Montreal-ramme for biodiversitet, samt, hvis det er relevant for internationalt aktive institutter, tredjelandes juridiske og reguleringsmæssige mål. Institutterne bør skulle have robuste ledelsesordninger og interne processer til styring af ESG-risici og handle efter strategier, der er godkendt af deres ledelsesorganer, og som tager hensyn til virkningerne af ESG-faktorer — ikke blot de umiddelbare virkninger, men også virkningerne på længere sigt. Den kollektive viden og bevidsthed om ESG-faktorer i institutters ledelsesorganer og intern allokering af kapital til imødegåelse af ESG-risici vil også være af central betydning for styrkelsen af modstandsdygtigheden over for de negative virkninger af disse risici. ESG-risicis særlige karakteristika betyder, at indsigt, måling og risikostyringspraksis kan variere betydeligt fra institut til institut. For at sikre konvergens i hele Unionen og en fælles forståelse af ESG-risici bør en tilsynsmæssig reguleringsramme omfatte passende definitioner og minimumsstandarder for vurdering af disse risici. For at nå dette mål bør der indføres definitioner i direktiv 2013/36/EU, og EBA bør tillægges beføjelse til at fastlægge et minimumssæt af referencemetoder til vurdering af ESG-risicis indvirkning på institutters finansielle stabilitet med fokus på miljøfaktorers indvirkning. Eftersom ESG-risicis fremadrettede karakter betyder, at scenarieanalyser og stresstest sammen med planer for imødegåelse af disse risici er særligt informative vurderingsværktøjer, bør EBA også have beføjelse til at udvikle ensartede kriterier for indholdet af planerne for imødegåelse af disse risici og for opstilling af scenarier og anvendelse af stresstestmetoder. EBA bør basere sine scenarier på tilgængelig videnskabelig dokumentation på grundlag af arbejdet i netværket af centralbanker og tilsynsmyndigheder for et grønnere finansielt system og Kommissionens bestræbelser på at styrke samarbejdet mellem alle relevante offentlige myndigheder med henblik på at udvikle et fælles metodegrundlag som skitseret i den nye strategi for bæredygtig finansiering. Miljørelaterede risici, herunder klimarelaterede risici og risici, som opstår som følge af miljøforringelse og tab af biodiversitet, bør prioriteres i lyset af deres hastende karakter og den særlige relevans af scenarieanalyser og stresstest til vurdering heraf.

(41)

Som vigtige udbydere af finansiering til virksomheder og husholdninger i Unionen har institutter en relevant rolle at spille med hensyn til at fremme bæredygtig udvikling i hele Unionen. For at Unionen kan nå sit overordnede mål om at opnå klimaneutralitet senest i 2050 som fastsat i forordning (EU) 2021/1119, er institutter nødt til at integrere rollen med hensyn til at fremme bæredygtig udvikling i deres politikker og aktiviteter. For at tage højde for denne integrationsproces skal institutters forretningsmodeller og -strategier afprøves for så vidt angår de relevante EU-reguleringsmål for en bæredygtig økonomi, herunder for eksempel for så vidt angår de foranstaltninger, som Det Europæiske Videnskabelige Rådgivende Organ om Klimaændringer har foreskrevet for at identificere ESG-risici, som opstår som følge af manglende tilpasning. Hvis institutter offentliggør deres bæredygtighedsmål og -tilsagn i henhold til andre obligatoriske eller frivillige bæredygtighedsrammer, såsom i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU (15), bør disse mål og tilsagn være i overensstemmelse med de specifikke planer for håndtering af de ESG-risici, som de står over for på kort, mellemlang og lang sigt. De kompetente myndigheder bør gennem deres relevante tilsynsaktiviteter vurdere, i hvilket omfang institutter står over for ESG-risici og har ledsagende ledelsespolitikker og operationelle tiltag afspejlet i de mål og milepæle, der er fastsat i deres tilsynsplaner, og som er i overensstemmelse med deres offentliggjorte bæredygtighedstilsagn i forbindelse med tilpasningsprocessen hen imod klimaneutralitet senest i 2050. For at fremme en sund og effektiv risikoovervågning samt en ledelsesadfærd, der er i overensstemmelse med deres langsigtede strategi for bæredygtighed, bør institutters risikovillighed med hensyn til ESG-risici være en integreret del af deres aflønningspolitikker og -praksis.

(42)

ESG-risici kan have vidtrækkende konsekvenser for stabiliteten i både de enkelte institutter og det finansielle system som helhed. De kompetente myndigheder bør derfor konsekvent tage højde for disse risici i deres relevante tilsynsaktiviteter, herunder tilsynskontrol- og vurderingsprocessen og stresstestningen af disse risici. Kommissionen har ved hjælp af instrumentet for teknisk støtte, som blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/240 (16), bistået nationale kompetente myndigheder med udvikling og implementering af stresstestmetoder og vil fortsat yde teknisk bistand på dette område. Stresstestmetoderne for ESG-risici er dog hidtil primært blevet anvendt på forsøgsbasis. For klart og konsekvent at integrere stresstestning af ESG-risici i tilsynet bør EBA, Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger, EIOPA), som blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 (17), og Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed, ESMA), som blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 (18), i fællesskab udarbejde retningslinjer med henblik på at sikre en konsekvent fremgangsmåde og fælles metoder til stresstestning af ESG-risici. Stresstestning af disse risici bør begynde med klima- og miljørelaterede faktorer, og de kompetente myndigheder bør — efterhånden som flere ESG-risikodata og -metoder bliver tilgængelige til støtte for udviklingen af yderligere værktøjer til vurdering af deres kvantitative indvirkning på finansielle risici — i stigende grad vurdere indvirkningen af disse risici i forbindelse med deres tilstrækkelighedsvurderinger af institutter. Med henblik på at sikre konvergens i tilsynspraksis bør EBA udstede retningslinjer for ensartet medtagelse af ESG-risici i tilsynskontrol- og vurderingsprocessen.

(43)

Bestemmelserne i direktiv 2013/36/EU om rammen for den systemiske buffer kan allerede nu anvendes til at imødegå forskellige former for systemiske risici, herunder systemiske risici i tilknytning til klimaændringer. I det omfang institutters kompetente eller udpegede myndigheder vurderer, at risici i tilknytning til klimaændringer har potentiale til at få alvorlige negative konsekvenser for det finansielle system og realøkonomien i medlemsstaterne, bør de indføre en systemisk buffersats, som også kan anvendes på visse grupper eller delgrupper af eksponeringer, for eksempel på eksponeringer, der er udsat for fysiske risici og omstillingsrisici i tilknytning til klimaændringer, hvis de vurderer, at indførelse af en sådan sats er et effektivt middel til at afbøde disse risici og står i rimeligt forhold hertil.

(44)

Markederne for kryptoaktiver er vokset hurtigt i de seneste år. For at imødegå potentielle risici for institutter som følge af deres eksponeringer mod kryptoaktiver, der ikke er tilstrækkeligt dækket af den gældende tilsynsramme, har Baselkomitéen for Banktilsyn udarbejdet en standard for tilsynsmæssig behandling af kryptoaktiveksponeringer. En del af denne standard vedrører institutters risikostyring og anvendelse af tilsynskontrol- og evalueringsprocessen på institutter. Institutter med direkte eller indirekte eksponeringer mod kryptoaktiver eller institutter, der yder relaterede tjenester vedrørende en hvilken som helst form for kryptoaktiver, bør pålægges at indføre risikostyringspolitikker, -processer og -praksis for på passende vis at kunne styre risici som følge af deres eksponeringer mod kryptoaktiver. Institutter bør navnlig i deres risikostyringsaktiviteter tage højde for risici i forbindelse med kryptoaktivteknologi og generel informations- og kommunikationsteknologi samt cyberrisici, juridiske risici, risici vedrørende hvidvask af penge og finansiering af terrorisme samt værdiansættelsesrisici. De kompetente myndigheder bør kunne træffe de nødvendige tilsynsforanstaltninger, hvis institutters risikostyringspraksis anses for at være utilstrækkelig.

(45)

Formålet med at vurdere egnetheden af medlemmer af ledelsesorganer er at sikre, at disse medlemmer er kvalificerede til deres rolle og har et godt omdømme. Det er af afgørende betydning at have en solid egnetheds- og hæderlighedsramme for vurdering af egnetheden af medlemmer af ledelsesorganet og personer med nøglefunktioner for at sikre, at institutterne drives korrekt, og at deres risici styres på hensigtsmæssig vis. De gældende regler sikrer ikke, at et udnævnende institut foretager en rettidig egnethedsvurdering af medlemmerne af ledelsesorganet. Endvidere findes der i øjeblikket ingen regler for egnethedsvurdering af personer med nøglefunktioner. Desuden skal grænseoverskridende institutter navigere i en lang række af forskellige nationale regler og procedurer, hvilket mindsker den gældende rammes effektivitet. Eksistensen af meget forskellige krav vedrørende egnethedsvurdering i Unionen er et særligt relevant problem i forbindelse med bankunionen. Som følge heraf er det vigtigt at fastlægge et regelsæt på EU-plan for at indføre en mere sammenhængende og forudsigelig egnetheds- og hæderlighedsramme. Dette vil fremme tilsynsmæssig konvergens, yderligere muliggøre tillid mellem kompetente myndigheder og skabe større retssikkerhed for institutter. Egnetheds- og hæderlighedsvurderinger er et vigtigt tilsynselement sammen med andre mekanismer såsom tilsynskontrol- og vurderingsprocessen og aflønningsregler, som tilsammen sikrer forsvarlig ledelse af institutter.

(46)

For at sikre forsvarlig ledelse, lette uafhængige udtalelser og kritiske udfordringer og fremlægge en bred vifte af synspunkter og erfaringer bør ledelsesorganer være tilstrækkeligt forskelligartede med hensyn til alder, køn, geografisk herkomst samt uddannelsesmæssig og erhvervsmæssig baggrund. Kønsbalance er af særlig betydning for at sikre en passende repræsentation af befolkningen og bør fremmes.

(47)

Institutter, finansielle holdingselskaber og blandede finansielle holdingselskaber, som har hovedansvaret for at vurdere egnetheden af hvert medlem af ledelsesorganet, bør foretage den indledende egnethedsvurdering, inden et nyt medlem tiltræder hvervet, med visse undtagelser, efterfulgt af kontrol foretaget af de kompetente myndigheder. Disse enheder bør sikre, at oplysningerne om egnetheden af medlemmer af ledelsesorganet holdes ajour. Enhederne bør meddele den kompetente myndighed disse oplysninger. Så snart eventuelle nye forhold eller andre omstændigheder, der kan påvirke egnetheden af medlemmer af ledelsesorganet, bliver kendt, bør disse enheder uden unødig forsinkelse underrette de kompetente myndigheder herom. Enhederne bør træffe de nødvendige foranstaltninger, hvis de konkluderer, at et medlem eller et potentielt medlem af ledelsesorganet ikke opfylder egnethedskravene. Samme krav bør også gælde for personer med nøglefunktioner.

(48)

For at sørge for retssikkerhed og forudsigelighed for enhederne er det nødvendigt at fastlægge procedureregler for de kompetente myndigheders kontrol af egnetheden af medlemmer af ledelsesorganet og personer med nøglefunktioner i store institutter. Sådanne procedureregler bør gøre det muligt for de kompetente myndigheder at anmode om yderligere oplysninger, hvis det er nødvendigt, herunder gennem dokumentation, samtaler og høringer. Oplysninger og dokumenter, der er nødvendige for de kompetente myndigheders egnethedsvurdering, herunder i forbindelse med den egnethedsansøgning, som store institutter skal fremlægge, inden et potentielt medlem tiltræder et hverv (»forhåndsansøgning om egnethed«), for medlemmer af ledelsesorganet i dets ledelsesfunktion eller formanden for ledelsesorganet i dets tilsynsfunktion, bør stilles til rådighed for de kompetente myndigheder på en måde, som de kompetente myndigheder fastlægger. De kompetente myndigheder bør revurdere et medlems egnethed, hvis de relevante oplysninger om dette medlems egnethed er ændret. De kompetente myndigheder bør ikke være forpligtet til at revurdere egnetheden af medlemmerne af ledelsesorganet, når deres mandat forlænges, medmindre relevante oplysninger, som de kompetente myndigheder har kendskab til, har ændret sig, og en sådan ændring kan påvirke det pågældende medlems egnethed. De kompetente myndigheder bør have beføjelse til at træffe de nødvendige foranstaltninger, hvis de konkluderer, at egnethedskravene ikke er opfyldt. De kompetente myndigheder bør kunne anmode den myndighed, der er ansvarlig for tilsyn med bekæmpelse af hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme i overensstemmelse med direktiv (EU) 2015/849, om på et risikobaseret grundlag at konsultere de relevante oplysninger om medlemmerne af ledelsesorganet og om at få adgang til den centrale database vedrørende bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.

(49)

På grund af de risici, som store institutter udgør, navnlig som følge af potentielle afsmittende virkninger, bør de kompetente myndigheder i medlemsstater, hvor tilsynsmyndighedens egnethedsvurdering foretages, efter at et medlem har tiltrådt et hverv i ledelsesorganet, i overensstemmelse med national ret uden unødig forsinkelse underrettes, så snart der er en klar hensigt om at udnævne et medlem af ledelsesorganet i dets ledelsesfunktion eller formanden for ledelsesorganet i dets tilsynsfunktion. Store institutter bør under alle omstændigheder sørge for, at de kompetente myndigheder modtager en forhåndsansøgning om egnethed senest 30 arbejdsdage, før et potentielt medlem tiltræder hvervet. Forhåndsansøgningen om egnethed bør ledsages af alle relevante dokumenter og oplysninger, der er nødvendige for vurderingen, uanset om de kompetente myndigheders egnethedsvurdering er afsluttet før eller efter, at personen tiltræder hvervet. Hvis straffeattester eller andre dokumenter, der kræves i henhold til national ret, eller som de kompetente myndigheder har anført, bliver tilgængelige på et senere tidspunkt, bør de kompetente myndigheder også uden unødig forsinkelse modtage disse dokumenter eller oplysninger. Forhåndsansøgningen om egnethed bør gøre det muligt for de kompetente myndigheder at påbegynde deres analyse og træffe foranstaltninger i forbindelse med vurderingen. Sådanne foranstaltninger kan omfatte at forhindre det potentielle medlem i at tiltræde hvervet, så længe den kompetente myndighed ikke har modtaget tilstrækkelige oplysninger, eller deltage i en udvidet dialog, hvis den kompetente myndighed har betænkeligheder med hensyn til det potentielle medlems egnethed, med henblik på at sikre, at det potentielle medlem er eller bliver egnet, når vedkommende tiltræder hvervet. EBA bør udstede retningslinjer for målrettet og indgående dialog mellem kompetente myndigheder og store institutter med henblik på at fjerne eventuelle hindringer for potentielle medlemmers egnethed i en samarbejdsånd. En forhåndsansøgning om egnethed bør gøre det muligt for de kompetente myndigheder at indgå i en tidlig dialog med store institutter om egnetheden af medlemmerne af ledelsesorganet i dets ledelsesfunktion eller formanden for ledelsesorganet i dets tilsynsfunktion, inden de tiltræder deres hverv. En forhåndsansøgning om egnethed bør dog ikke berøre store institutters beføjelser og ansvar, når de sikrer, at medlemmerne af ledelsesorganet er egnede, eller eventuelle efterfølgende vurderinger foretaget af de kompetente myndigheder, hvis det er tilladt i henhold til national ret.

(50)

For så vidt angår store institutter bør de kompetente myndigheder endvidere behørigt overveje at fastsætte en maksimumsperiode for afslutning af egnethedsvurderingen, i det mindste med hensyn til udnævnelse af medlemmer af ledelsesorganet og udnævnelse af lederen af de interne kontrolfunktioner og økonomidirektøren til en stilling i sådanne institutter. Det bør være muligt at forlænge en sådan maksimumsperiode, hvor det er relevant.

(51)

Egnethedsvurderingen af medlemmerne af ledelsesorganet bør ikke berøre national ret om udnævnelse af repræsentanter for medarbejdere i ledelsesorganet og udnævnelse af medlemmer af ledelsesorganet i dets tilsynsfunktion foretaget af regionale eller lokale valgte organer. I disse tilfælde bør der indføres passende sikkerhedsforanstaltninger for at sikre, at disse medlemmer af ledelsesorganet er egnede.

(52)

Senest den 31. december 2029 bør EBA i tæt samarbejde med ECB gennemgå og aflægge rapport om anvendelsen og effektiviteten af egnetheds- og hæderlighedsrammen, idet der også tages hensyn til proportionalitetsprincippet, navnlig med hensyn til små og ikkekomplekse institutter.

(53)

EBA bør udarbejde retningslinjer for kriterierne for at fastslå, om der er rimelig grund til at have mistanke om, at hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme forekommer eller er forekommet eller er blevet forsøgt, eller at der er øget risiko herfor i forbindelse med en enhed. Ved udarbejdelsen af disse retningslinjer bør EBA samarbejde med ESMA og med Myndigheden for Bekæmpelse af Hvidvask af Penge og Finansiering af Terrorisme, der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1620 (19) (»Myndigheden for Bekæmpelse af Hvidvask af Penge og Finansiering af Terrorisme«), når den er oprettet. I tilfælde af at Myndigheden for Bekæmpelse af Hvidvask af Penge og Finansiering af Terrorisme ikke er operationel, når disse retningslinjer er udarbejdet, bør EBA vedtage retningslinjerne uden at skulle samarbejde med denne myndighed.

(54)

I lyset af den rolle, som egnethedsvurderingen spiller for en forsvarlig og forsigtig forvaltning af institutterne, er det nødvendigt at give de kompetente myndigheder nye værktøjer til at vurdere egnetheden af medlemmer af ledelsesorganer, den daglige ledelse og personer med nøglefunktioner, såsom ansvarserklæringer og en oversigt over opgaver. Disse nye værktøjer bør være til støtte for de kompetente myndigheder, når de gennemgår institutternes ledelsesordninger som led i tilsynskontrol- og vurderingsprocessen. Uanset ledelsesorganets overordnede kollektive ansvar bør institutterne være forpligtet til at udarbejde individuelle erklæringer, der fastsætter roller og arbejdsopgaver for alle medlemmerne af ledelsesorganet i dets ledelsesfunktion, den daglige ledelse og personer med nøglefunktioner samt en oversigt over arbejdsopgaver, herunder nærmere oplysninger om rapporteringsveje, om ansvarsfordeling og om personer, der indgår i instituttets ledelsesordninger, og om deres arbejdsopgaver. Den enkeltes arbejdsopgaver og ansvar er ikke altid klart eller konsekvent defineret, og der kan være situationer, hvor to eller flere roller overlapper hinanden, eller hvor arbejdsopgaver og ansvar overses, fordi de ikke uden videre kan henføres under en enkelt persons ansvarsområde. Omfanget af den enkeltes arbejdsopgaver og ansvar bør være veldefineret, og ingen opgaver bør være uden ejerskab. Ovennævnte værktøjer bør sikre yderligere ansvarlighed hos medlemmerne af ledelsesorganet i dets ledelsesfunktion, hos den daglige ledelse og hos personer med nøglefunktioner. Hvis medlemsstaterne finder det nødvendigt, bør de endvidere kunne vedtage eller opretholde strengere krav til sådanne værktøjer.

(55)

Det yderligere kapitalgrundlagskrav, der fastsættes af et instituts kompetente myndighed i henhold til direktiv 2013/36/EU til imødegåelse af andre risici end risikoen for overdreven gearing, bør alt andet lige ikke øges, som følge af at instituttet bliver bundet af outputgulvet fastsat i forordning (EU) nr. 575/2013. Når instituttet bliver bundet af outputgulvet, bør den kompetente myndighed desuden tage instituttets yderligere kapitalgrundlagskrav op til revision og navnlig vurdere, om og i hvilket omfang sådanne krav allerede er helt omfattet af det forhold, at instituttet er bundet af outputgulvet. Hvis dette er tilfældet, bør instituttets yderligere kapitalgrundlagskrav anses for at overlappe i forhold til de risici, der tages højde for med outputgulvet i instituttets kapitalgrundlagskrav, og den kompetente myndighed bør derfor reducere dette krav i det omfang, det er nødvendigt for at eliminere en sådan overlapning, så længe instituttet er bundet af outputgulvet.

(56)

Tilsvarende kan den nominelle værdi af et instituts egentlige kernekapital, som kræves i henhold til den systemiske buffer og O-SII-bufferen, stige, i forbindelse med at instituttet bliver bundet af outputgulvet, selv om der ikke er sket en tilsvarende stigning i de makroprudentielle eller systemiske risici, der knytter sig til instituttet. I sådanne tilfælde bør instituttets kompetente myndighed eller udpegede myndighed gennemgå kalibreringen af de systemiske buffersatser og sikre, at de fortsat er passende og ikke indebærer dobbelttælling af risici, der allerede er dækket, i kraft af at instituttet er bundet af outputgulvet. En sådan gennemgang bør finde sted med samme hyppighed som gennemgangen af bufferne, som er årligt for O-SII-bufferen og hvert andet år for den systemiske buffer. Det bør dog være muligt for instituttets kompetente myndighed eller udpegede myndighed at justere kalibreringen af bufferne hyppigere.

(57)

For at muliggøre rettidig og effektiv aktivering af den systemiske buffer er det nødvendigt at præcisere, hvordan de relevante bestemmelser anvendes, og at forenkle og tilpasse de relevante procedurer. Det bør være muligt for udpegede myndigheder i alle medlemsstater at fastsætte en systemisk buffer for at sikre, at myndighederne har beføjelse til at imødegå systemiske risici på en rettidig, forholdsmæssig og effektiv måde og at muliggøre anerkendelse af systemiske buffersatser fastsat af myndigheder i andre medlemsstater. Anerkendelse af en systemisk buffersats fastsat af en anden medlemsstat bør ikke kræve andet end en underretning fra den myndighed, der anerkender satsen. Med henblik på at undgå unødvendige godkendelsesprocedurer i situationer, hvor beslutningen om at fastsætte en buffersats resulterer i en mindskelse eller ikke indebærer nogen ændring i forhold til nogen af de tidligere fastsatte satser, er det nødvendigt at bringe proceduren i artikel 131, stk. 15, i direktiv 2013/36/EU i overensstemmelse med proceduren i nævnte direktivs artikel 133, stk. 9. Procedurerne i nævnte direktivs artikel 133, stk. 11 og 12, bør præciseres og om fornødent i højere grad bringes i overensstemmelse med de procedurer, der finder anvendelse på andre systemiske buffersatser.

(58)

Kommissionen bør tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, som EBA udarbejder for så vidt angår undtagelsen fra meddelelse af tilladelse til investeringsselskaber som kreditinstitutter, listen over de oplysninger, der som minimum skal fremlægges til vurdering af væsentlige operationer, processen for vurdering af væsentlige operationer, registreringsordningerne for tredjelandsfilialer, samarbejdsmekanismen og tilsynskollegiernes virkemåde, begrebet eksponeringer for misligholdelsesrisiko, som er væsentlige målt i absolutte tal, og tærsklerne for mange væsentlige modparter og positioner i handlede gælds- eller aktieinstrumenter fra forskellige udstedere samt minimumsindholdet af egnethedsspørgeskemaet, curriculum vitae og den interne egnethedsvurdering. Kommissionen bør vedtage disse reguleringsmæssige tekniske standarder ved hjælp af delegerede retsakter i henhold til artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) og i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.

(59)

Kommissionen bør tillægges beføjelse til at vedtage de gennemførelsesmæssige tekniske standarder, som EBA udarbejder for så vidt angår de ensartede formater og definitionerne for mellemliggende moderselskabers indberetning, samrådet mellem de kompetente myndigheder i forbindelse med erhvervelse af en kvalificeret andel, samrådet mellem de kompetente myndigheder i forbindelse med en fusion eller spaltning samt de reguleringsmæssige og finansielle oplysninger om tredjelandsfilialer og om hovedvirksomheder. Kommissionen bør vedtage disse gennemførelsesmæssige tekniske standarder ved hjælp af gennemførelsesretsakter i henhold til artikel 291 i TEUF og i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1093/2010.

(60)

EBA bør ved udarbejdelsen af tekniske standarder og retningslinjer og ved besvarelsen af spørgsmål vedrørende deres praktiske anvendelse eller gennemførelse tage behørigt hensyn til proportionalitetsprincippet og sikre, at disse standarder og retningslinjer også kan anvendes af små og ikkekomplekse institutter uden unødig indsats.

(61)

Målene for dette direktiv kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af deres omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(62)

Direktiv 2013/36/EU bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

1)

I artikel 2 foretages følgende ændringer:

2)

I artikel 3, stk. 1, foretages følgende ændringer:

3)

Artikel 4, stk. 4, affattes således:

4)

Følgende artikel indsættes:

(*3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/78/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 12)."

(*4)  Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 af 15. oktober 2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter (EUT L 287 af 29.10.2013, s. 63)."

(*5)  Den Europæiske Centralbanks forordning (EU) nr. 468/2014 af 16. april 2014 om fastlæggelse af en ramme for samarbejde inden for Den Fælles Tilsynsmekanisme mellem Den Europæiske Centralbank og de kompetente nationale myndigheder og med de udpegede nationale myndigheder (SSM-rammeforordningen) (ECB/2014/17) (EUT L 141 af 14.5.2014, s. 1)."

(*6)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15. juli 2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT L 225 af 30.7.2014, s. 1).« "

5)

I artikel 8a foretages følgende ændringer:

6)

I artikel 18 tilføjes følgende litra:

7)

I artikel 21a foretages følgende ændringer:

8)

I artikel 21b indsættes følgende stykke:

9)

Følgende artikel indsættes:

10)

Artikel 22, stk. 2, første afsnit, affattes således:

»De kompetente myndigheder anerkender straks skriftligt modtagelsen af den i stk. 1 omhandlede underretning eller de i stk. 3 omhandlede yderligere oplysninger og under alle omstændigheder senest ti arbejdsdage efter modtagelsen af underretningen eller oplysningerne.«

11)

I artikel 23 foretages følgende ændringer:

12)

I afsnit III tilføjes følgende kapitler:

(*9)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2162 af 27. november 2019 om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer og om ændring af direktiv 2009/65/EF og 2014/59/EU (EUT L 328 af 18.12.2019, s. 29)."

(*10)  Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20. januar 2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (»EU-fusionsforordningen«) (EUT L 24 af 29.1.2004, s. 1).« "

13)

Afsnit VI affattes således:

(*11)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/61 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 for så vidt angår likviditetsdækningskrav for kreditinstitutter (EUT L 11 af 17.1.2015, s. 1)."

(*12)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/49/EU af 16. april 2014 om indskudsgarantiordninger (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 149)."

(*13)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 af 19. juli 2002 om anvendelse af internationale regnskabsstandarder (EFT L 243 af 11.9.2002, s. 1).« "

14)

Artikel 53, stk. 1, andet afsnit, affattes således:

»Fortrolige oplysninger, som sådanne personer, revisorer eller eksperter modtager i forbindelse med deres hverv, må kun videregives i summarisk eller samlet form, således at de enkelte kreditinstitutter ikke kan identificeres, medmindre der er tale om tilfælde, der er omfattet af straffe- eller skattelovgivningen.«

15)

I artikel 56 tilføjes følgende stykke:

»Artikel 53, stk. 1, og artikel 54 er ikke til hinder for udveksling af oplysninger mellem kompetente myndigheder og skattemyndigheder i samme medlemsstat i overensstemmelse med national ret. Stammer oplysningerne fra en anden medlemsstat, udveksles de kun som omhandlet i nærværende stykkes første punktum med udtrykkeligt samtykke fra de kompetente myndigheder, som har videregivet dem.«

16)

Artikel 65 og 66 affattes således:

(*14)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/2554 af 14. december 2022 om digital operationel modstandsdygtighed i den finansielle sektor og om ændring af forordning (EF) nr. 1060/2009, (EU) nr. 648/2012, (EU) nr. 600/2014, (EU) nr. 909/2014 og (EU) 2016/1011 (EUT L 333 af 27.12.2022, s. 1)."

(*15)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/451 af 17. december 2020 om gennemførelsesmæssige tekniske standarder for anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 for så vidt angår institutters indberetning med henblik på tilsyn og om ophævelse af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 680/2014 (EUT L 97 af 19.3.2021, s. 1).« "

17)

I artikel 67 foretages følgende ændringer:

18)

Artikel 70 affattes således:

19)

Artikel 73, stk. 1, affattes således:

»Institutterne råder over sunde, effektive og komplette strategier og processer for løbende vurdering og opretholdelse af en intern kapital af en størrelse, type og fordeling, som de anser for passende til at dække arten og omfanget af de risici, som de er eller vil kunne blive eksponeret for. Institutterne skal udtrykkeligt tage hensyn til dækningen af ESG-risici på kort, mellemlang og lang sigt.«

20)

Artikel 74, stk. 1, affattes således:

21)

I artikel 76 foretages følgende ændringer:

22)

I artikel 77 foretages følgende ændringer:

23)

I artikel 78 foretages følgende ændringer:

24)

I artikel 79 tilføjes følgende litra:

25)

Artikel 81 affattes således:

26)

I artikel 83 tilføjes følgende stykke:

27)

Artikel 85, stk. 1, affattes således:

28)

Følgende artikel indsættes:

29)

I artikel 88 foretages følgende ændringer:

30)

Artikel 91 affattes således:

(*19)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1620 af 31. maj 2024 om oprettelse af Myndigheden for Bekæmpelse af Hvidvask af Penge og Finansiering af Terrorisme og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 (EUT L, 2024/1620, 19.6.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/1620/oj).« "

31)

Følgende artikel indsættes:

32)

I artikel 92 foretages følgende ændringer:

33)

I artikel 94 foretages følgende ændringer:

34)

Artikel 97, stk. 4, andet afsnit, affattes således:

»Når de kompetente myndigheder foretager den kontrol og vurdering, der er omhandlet i denne artikels stk. 1, anvender de proportionalitetsprincippet i overensstemmelse med de kriterier, som er oplyst i medfør af artikel 143, stk. 1, litra c). Med henblik på kontrollen og vurderingen af et institut kan den kompetente myndighed navnlig overveje, om alle følgende betingelser er opfyldt:

35)

I artikel 98 foretages følgende ændringer:

36)

I artikel 100 tilføjes følgende stykker:

37)

Artikel 101, stk. 3, affattes således:

38)

I artikel 104 foretages følgende ændringer:

39)

I artikel 104a foretages følgende ændringer:

40)

I artikel 104b indsættes følgende stykke:

41)

Artikel 106, stk. 1, affattes således:

42)

I afsnit VII, kapitel 3, indsættes følgende afdeling før afdeling I:

43)

Artikel 121 affattes således:

44)

I artikel 131 foretages følgende ændringer:

45)

I artikel 133 foretages følgende ændringer:

46)

I artikel 142 foretages følgende ændringer:

47)

I artikel 161 foretages følgende ændringer: